Elevernes behov i centrum for indretning af klasseværelser

I pilotprojektet får eleverne i to 6. klasser mulighed for at indrettet deres klasselokale, så det passer til dem. Eleverne er i workshops, gruppearbejde og kreative forløb, for sammen at finde balancen mellem sociale behov, fordybelse, støtte fra lærerne, fysiske rammer og meget mere. Alt sammen for at skabe et mere rummeligt klasselokale, der kan fungere for flere elever.
Resultaterne i den ene 6. klasse er lige nu zoneinddelte klasselokaler, fortæller Anne Mette Færgeman, souschef på Tingbjerg Skole og Fritid og forklarer:
- Der er indrettet en beskedzone, hvor alle elever samles for at modtage beskeder og en hjælpezone, som eleverne kan gå til og fra, når de har behov for hjælp eller vil være i nærheden af en lærer. Zonerne er understøttet af den fysiske indretning med runde borde og mere traditionelle firkantede borde.
De foreløbige erfaringer
De foreløbige erfaringer med forsøget viser, at det der fungerer godt for nogle, og men for nogle elever kræver det lidt ekstra opmærksomhed. Zonerne fungerer godt for elever, der har behov for visuel eller fysisk struktur. De elever får tydelige rammer for, hvad der sker hvor.
- De fleksible zoner er krævende for de elever, der trives bedst med klare rammer og faste rutiner. En del af løsningen har derfor også været faste pladser, til nogle elever, fortæller Anne Mette Færgeman, souschef på Tingbjerg Skole og Fritid
Indretning, læring og adfærd går hånd i hånd i projektet. Ny indretning kræver tilvænning for eleverne, men de får også mere med sig. Anne Mette Færgeman fortæller:
- Med zonerne lærer eleverne at vurdere, hvornår de har brug for hjælp, Og de kan selv opsøge hjælpen i hjælpezonen. Men zonerne kræver også struktur, når eleverne bevæger sig imellem zonerne. Ellers larmer de.
Processen er det vigtigste
Christine Kofoed, der er dansk- og engelsklærer i en af 6. klasserne summerer op:
- Det vigtigste har været, at eleverne har arbejdet sammen i forskellige grupper og lyttet til hinandens idéer. Processen er det, der betyder noget – ikke bare lokalet i sig selv. I begyndelsen troede vi, det bare handlede om et par tæpper og lamper, men det er jo et helt lokale, der kan blive ommøbleret til elevernes eget rum. At give eleverne medansvar kan virkelig skabe ro og give plads til læring.
Om pilotprojektet på Tingberg Skole og Fritid
Indretningsprojektet på Tingbjerg Skole er et pilotforsøg med to 6. klasser, der kørte i skoleåret 2024/25. Pilotprojektet har undersøgt inddragelsesmetoder inspireret af bl.a. aktionslæring. Forsøget har undersøgt, hvordan inddragelse i den fysiske indretning af klasserum kan understøtte det pædagogisk-didaktiske arbejde med inkluderende fællesskaber.
De første erfaringer er blevet delt med forældrerepræsentanter fra Københavns folkeskolers skolebestyrelserne og politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget. Projektet skal munde ud i en metode for indretningsprocesser, der giver andre skoler inspiration til at arbejde med fysisk indretning, der kan rumme inkluderende fællesskaber. På sigt skal der også udarbejdes et idekatalog, der viser mulighederne for at indrette klasserum på forskellige måder.