Børns adfærd hænger sammen med de rammer og regler, vi sætter op

Det ressourceorienterede børnesyn: På Korsager Skole arbejder skoleleder Peter Aksten og medarbejderne ud fra tanken om, at alle børn gør deres bedste. Når noget ikke fungerer, er det de voksne, der skal justere rammerne.
Billede
Peter Aksten, mand med briller i panden

I Københavns skoler og dagtilbud er det ressourceorienterede børnesyn en grundlæggende tilgang. Det betyder, at børn mødes med høje og positive forventninger, og at alle børn ses som nogen, der har noget værdifuldt at bidrage med.

På Korsager Skole er det børnesynet, der binder kulturen sammen. Her er det tydeligt i både principper, indsatser og konkrete handlinger.

”Børns adfærd hænger sammen med de rammer og regler, vi sætter op. Så når et barn ikke trives – fx larmer eller har svært ved at koncentrere sig – så er det vores opgave som voksne at justere rammerne,” fortæller skoleleder Peter Aksten.

Et fælles ansvar for alle voksne

På Korsager Skole er det ikke kun lærere og pædagoger, men alle medarbejdere, der arbejder ud fra børnesynet.

”Ingen skal vende ryggen til en børnekonflikt. Alle på vores matrikel har den samme opgave: At gøre det bedste for Korsagers børn – uanset om du er rengøringsmedarbejder, pædagog eller lærer,” siger Peter Aksten.

Hvis et barn har brug for en pause fra klasselokalet, kan det fx komme i praktik hos pedellen eller følge en af skolens rengøringsmedarbejdere. På den måde bliver alle voksne en del af opgaven med at skabe gode rammer for børnene.

Rollemodeller for børnene

For Peter Aksten er det afgørende, at skolens voksne selv viser den kultur og adfærd, de ønsker, at børnene skal lære.

”Børn gør ikke, hvad voksne siger – de gør, hvad voksne gør. Hvis vi ikke taler pænt til hinanden, så gør børnene det heller ikke. Derfor skal vi voksne være rollemodeller – både for børn og for hinanden,” siger han.

Som leder ser han sin egen rolle som at sætte en tydelig retning:
 ”Vi skal ikke gøre alt ens, men vi skal have den samme retning. Jeg sætter en retning, hvor vi ser alle børns styrker og ser på, hvad det er i et barns omgivelser, der står i vejen for, at barnet kan udvikle sig. Det er vores børnesyn.”

Det ressourceorienterede børnesyn

  • Alle børn mødes med høje og positive forventninger
  • Fokus er på børns styrker og ressourcer – frem for deres mangler
  • Når et barn reagerer uhensigtsmæssigt, er det de voksne, der skal ændre rammerne
  • Alle voksne omkring barnet har ansvar for at skabe fællesskaber, hvor alle børn kan trives