Alle børn og unge skal have mulighed for at deltage, trives og lære

Uanset forudsætninger skal alle børn og unge have mulighed for at deltage, trives og lære.

Vi tager afsæt i et ressourceorienteret børnesyn, hvor børn og unge udvikles gennem medansvar og hvor pædagoger og lærere både arbejder med rammer og indsatser i de læringsfællesskaber, som børnene er en del af og med barnet selv.

Når børn har det svært eller reagerer uhensigtsmæssigt, har de fagprofessionelle omkring barnet ansvaret for at understøtte barnet, så den uhensigtsmæssige adfærd ikke sker igen. De undersøger, hvad der udløser den uhensigtsmæssige adfærd og hvilke initiativer, der kan sættes i værk i den pædagogiske praksis i læringsmiljøet og i samarbejdet med barnet og familien.

Vi er optagede af børns styrker og muligheder

I de københavnske skoler og dagtilbud er vi optagede af børns styrker og muligheder, og vi støtter og udvikler børnene via anerkendelse og troen på, at de kan.

Vores afsæt er, at alle børn har noget værdifuldt at bidrage med, og alle har ret til at blive mødt med både høje og positive forventninger. Det samme gælder deres forældre. 

Og i København skal alle børn kunne gå i en daginstitution eller en skole, hvor de trives og føler sig som en vigtig del af fællesskabet. 

Vores mål er at skabe tilbud, der passer til byens børn.

Lyt til podcast om børnesynet

Børnesyn. Menneskesyn. Eller måske et dannelsessyn. Bliv klogere på det ressourceorienterede børnesyn i podcasten "Hoved og hale" som er produceret af Børne- og Ungdomsforvaltningen i København.