Visuel struktur giver et undervisningsmiljø med plads til flere
Siden sommer 2025 har tre redskaber - tavler, piktogrammer og Time Timer - været en fast del af alle klasselokaler på Arena Skole og Fritid. En Time Timer er et visuelt ur, der viser, hvor meget tid der er gået, og hvor lang tid der er tilbage. Tavlerne er delt op i skolens moduler, og piktogrammer placeres på tavlen for at vise, hvad der skal ske.
“Det handler om at gøre hverdagen mere overskuelig for børnene” fortæller Hanne Bach Pedersen, vejleder i skolens pædagogiske læringscenter (PLC).
Alle elever har godt af fælles rammer
Hanne Bach Pedersen har været med til at implementere strukturtavler, Time Timer og piktogrammer i alle klasser. Selvom tavlerne bruges forskelligt i børnehaveklasse og 6. klasse, er der gevinster at hente på alle skolens klassetrin.
“Det er oprindeligt lavet til at støtte børn med autisme og ADHD, men vi kan se, at det er brugbart for alle. Det skal bare bruges forskelligt. I 6. klasse har eleverne ikke brug for den samme detaljegrad som i børnehaveklassen og det skal tilpasses klassens behov,“ fortæller Hanne Bach Pedersen.
Når ord ikke er nok
I klasseværelserne er der mange mundtlige beskeder. Hvad man skal, hvor længe, hvor, med hvem, hvornår der er mad, frikvarter og meget mere. Den visuelle struktur supplerer de mundtlige beskeder og gør, at eleverne både kan se og huske, hvad der skal ske.
“Når jeg fortæller min børnehaveklasse, at de skal tegne og klippe, så sætter jeg piktogrammer for papir, saks og farver på tavlen, et piktogram for arbejde ved eget bord Time Timeren viser, hvor længe aktiviteten varer. Det giver børnene et bedre overblik over det, der skal ske og de bliver mere selvhjulpne,” fortæller børnehaveklasseleder Rikke Østergaard Jørgensen.
Et fast holdepunkt i en hverdag, der ændrer sig
For Rikke Østergaard Jørgensen og Hanne Bach Pedersen giver det god mening, at hele skolen arbejder med de samme redskaber. For selvom det bliver sværere at holde fast i strukturen i de større klasser, så er det med til at binde skolen sammen for elever og ansatte.
“Det er vigtigt, at strukturen er den samme, uanset hvem der underviser. Så børnene ikke hele tiden skal tilpasse sig nye systemer. Når de voksne gør det samme, giver det tryghed. Børnene slapper mere af. Alle overgange – store som små - bliver lettere”, fortæller Rikke Østergaard Jørgensen.
Et fælles pædagogisk greb
Den visuelle struktur fungerer ikke kun inde i klasselokalerne. Den er også blevet et fælles redskab for lærere og pædagoger. Nye kolleger og vikarer kan hurtigt aflæse dagens struktur, og samarbejdet bliver lettere, når alle arbejder ud fra samme visuelle ramme. Og den visuelle ramme sætter konkrete ord og symboler på noget, der i andre sammenhænge kan være usagt eller underforstået.
“Det giver en tryghed – også for os voksne, når det bliver tydeligt for alle, hvad der skal ske” fortæller Hanne Bach Pedersen.
Struktur er ikke begrænsning
På Arena Skole og Fritid er erfaringen tydelig: Struktur begrænser ikke friheden – den skaber forudsætningen for, at flere kan være med. Eleverne kan selv holde øje med tiden og ved, hvad næste skridt er. De kan se på tavlen når de har behov og det
“Alle mine elever bruger tavlen. De bruger den forskelligt, nogle mere end andre.
Jeg oplever, at der er færre afbrydelser, færre gentagelser og mere ro og tid til undervisning, når jeg bruger tavlen. Alle elever profiterer af den visuelle struktur,” fortæller Rikke Østergaard Jørgensen.
Plads til individuelle behov
Arena Skole bruger også individuelle tavler, med de samme piktogrammer som klassernes tavler. Tavlerne er en hjælp til elever, der har behov for mere struktur, end klassens fællestavle indeholder. Tavlerne kan have særlige markeringer, der giver en elev støtte i bestemte situationer.
“Men udgangspunktet er fælles. Piktogrammerne skaber en oplevelse af ligeværd og deltagelse i fællesskabet, fortæller Hanne Bach Pedersen.