Vi tilpasser pædagogikken til børnene – ikke omvendt
Børn med særlige behov kan få en såkaldt basisplads i en almen daginstitution. Målet er, at de får den støtte, de har brug for - og samtidig mulighed for at være en del af fællesskabet sammen med deres jævnaldrende.
I Bavnehøj oplever de, at de fleste børn med basisplads trives i hverdagen på de almene stuer sammen med deres jævnaldrende. Det styrker både deres trivsel, sociale kompetencer og muligheder for en god start i folkeskolen.
Tilpasning i hverdagen
For Mette Dunker handler det om at tilpasse pædagogikken til børnene - ikke omvendt:
”Hvis et barn viser, at samlingen er svær - fx ved at trække sig eller blive ked af det - så er det ikke barnet, der er forkert. Så er det os voksne, der skal justere rammen,” siger hun.
Det kan betyde, at nogle børn starter i små grupper på to-tre, før de gradvist bliver en del af de større fællesskaber. Andre får særligt tilpassede opgaver, så de kan være med på deres egne præmisser.
Børn udvikler sig bedst, når de spejler sig i hinanden
Et centralt udgangspunkt i Bavnehøjs arbejde er, at børn udvikler sig bedst, når de spejler sig i andre børn:
”Det er vigtigt, at børn er sammen med jævnaldrende, der kan lidt mere end dem selv. På den måde udvikler de både sociale og personlige kompetencer. Det sker ikke, hvis de kun er sammen med børn, der har det lige så svært,” fortæller Mette Dunker.
Gevinster for hele børnegruppen
De pædagogiske greb, der bruges for at inkludere børn med basisplads, smitter positivt af på alle børn i institutionen.
”Når vi skaber mere ro, tydelighed og nærvær i hverdagen, smitter det af på hele børnegruppen. Alle børn har glæde af, at vi justerer rammerne og ser på konteksten - frem for at pege på barnet som problemet,” siger Mette Dunker.
Basispladser i dagtilbud
Basispladser er et tilbud i almene daginstitutioner for børn med særlige behov.
Fra 2026 indføres en ny model, der skal sikre, at flere børn kan blive i de almene fællesskaber sammen med deres jævnaldrende. Ambitionen er, at børnene gradvist bliver en del af de almene stuer og får den rette støtte til en tryg overgang til almenskolen.