Sådan lykkes Langelinieskolen med co-teaching i praksis

I København er co-teaching et af de centrale greb til at skabe skoler, hvor elever med forskellige behov kan trives og lære. Men hvordan lykkes man egentlig med co-teaching i praksis?

Det har lærer Joan Gejl Friis og afdelingsleder Malene Elisabet Meyer fra Langelinieskolen på Østerbro nogle gode bud på.

De seneste tre år har skolen nemlig været en del af et projekt, hvor de har fået penge af kommunen til at gøre co-teaching til en integreret del af hverdagen i nogle udvalgte klasser.

Og spørger man dem, er der særligt et ord, der rummer nøglen til succes: Ligeværd.

“Målet er, at vi bliver et ‘vi’ i undervisningen, og det forudsætter et ligeværd,” forklarer Joan Gejl Friis.

Både Joan Gejl Friis og Malene Elisabet Meyer understreger dog, at det kræver noget at afgive territorie som lærer og lukke en anden ind på ens domæne. Men når man først har prøvet, at det lykkes, så er det det hele værd.

“Det kan føles som et stejlt bjerg at bestige, men det er så godt,” siger Joan Gejl Friis, som i forbindelse med projektet er frikøbt nogle timer ugentligt til at være koordinerende på co-teaching-indsatsen på skolen.

Balance mellem ideal og virkelighed

For Malene og Joan handler co-teaching især om at finde den rette balance mellem ideal og virkelighed.

Den perfekte udgave af co-teaching, det, de kalder “tre-retters michelin-udgaven", indebærer nemlig, at de to undervisere forbereder sig sammen, at man arbejder med de seks stadier i co-teaching, og at man slutter undervisningen af med at evaluere med eleverne. 

Men det er ikke realistisk at gøre i alle lektioner. På skolens 1. årgang er der derfor kun otte ud i alt 21 lektioner med to voksne, som er defineret som egentlig co-teaching. Resten kalder de to-voksen-timer.

”Det er naivt at tro, at alle lektioner kan være co-teaching. Det ville kræve for meget koordination, og børnene har også brug for timer af mere traditionel forstand uden for mange vilde strukturer,” forklarer Malene Elisabet Meyer.

Afgørende at ledelsen bakker op

Et afgørende element, hvis man skal lykkes med co-teaching, er, at ledelsen bakker op om projektet, så der bliver afsat den nødvendige tid til både fælles planlægning og evaluering.

“Ellers løber det ud i sandet”, forklarer Joan Gejl Friis.

Den fælles forberedelse er nødvendig for at skabe ligeværd i undervisningen, forklarer Malene Elisabet Meyer:

“Uden fælles forberedelse er det meget svært at have et ligeværd i klasserummet, og man kan risikere, at den ene bliver assistenten, som bare følger den andens plan og siger: “du siger bare til mig, hvad jeg skal lave”, men så er det ikke en co-teaching time.”

Derudover spiller evalueringen med eleverne i slutningen af en vigtig rolle i co-teaching, fordi den ifølge Joan Gejl Friis er med til at give eleverne ægte medindflydelse i undervisningen, fordi deres overvejelser bliver tænkt direkte ind i planlægningen af de kommende co-teaching-lektioner:

“Hvis eleverne giver udtryk for, at de gerne vil have pausen flyttet ti minutter frem, så gør vi det, og det gør det til et meget mere demokratisk klasserum,” forklarer hun.

Tryghed i de store overgange 

Et af de konkrete steder, hvor Langelinieskolen kan se en positiv effekt af co-teaching, er i overgangen fra indskoling til mellemtrin. Her har de forsøgt at lade kendte ansigter fra tidligere årgange følge med ind i de nye klasser som co-teachere og dermed skabt en genkendelighed, der dæmper usikkerheden ved at skifte matrikel og lærere. 

”Vi respekterer den kæmpe overgang det er skifte til mellemtrinnet. I gamle dage sendte vi dem, måske lidt fortegnet sagt, afsted og sagde ’held og lykke’. Nu er der kendte voksne med, som kan bygge bro,” forklarer Malene Elisabet Meyer.

Og det virker, understreger Joan Gejl Friis. 

“Det der med, at man siger god for den nye lærer, og god for hinanden. Det giver tryghed."