Mere ledelse på skolerne
Valby Skole: Ny leder med både ledelse og undervisning i opgaveporteføljen
På Valby Skole har man ansat en ekstra leder, som også underviser. Den nye leder er en lærer, der allerede var ansat på skolen, og som nu også indgår i ledelsesteamet. Sagen er, at midlerne kun rækker til et halvt ledelsesårsværk, har det været vigtigt for ledelsen at sammensætte en hensigtsmæssig opgaveportefølje mellem ledelse og undervisning.
Skoleleder Lise Wenzel Andersen fortæller:
”Min erfaring er, at det kan være svært både at være leder og en del af et lærerteam. Derfor har vi valgt, at stillingen består af en afdelingslederfunktion sammen med AKT-timer eller fx co-teaching. Det er opgaver, hvor man stadig er tæt på børnene, uden at være en del af det daglige teamsamarbejde”.
Med en nye lederkollega afgiver Lise Wenzel Andersen opgaverne som afdelingsleder. Med en ny afdelingsleder er tanken, at Lise på sigt får tid, der skal bruges på at løfte den nye opgave med at visitere specialpædagogisk bistand.
Sådan ser ledelsesteamet ud på Valby Skole
- Skoleleder
- Souschef og afdelingsleder for udskolingen
- Afdelingsleder for mellemtrinnet (Ny)
- Afdelingsleder for indskolingen
- KKFO leder
- Elevtal: 622
Bavnehøj Skole: Styrket ledelse og mere tid til kerneopgaver
På Bavnehøj Skole har de også valgt at ansætte en ekstra leder for at frigive tid til visitationsopgaven. Der var i allerede en styrkelse af skoleledelsen på vej. Med et stigende elevtal og et skoleledelsesteam på kun to personer, hvor den ene nærmede sig pension, var der behov for flere kræfter.
Skoleleder Pia Grevelund fortæller:
”Bavnehøj Skole har i mange år haft et lille ledelsesteam. Derfor har vi over en længere periode været i dialog med forvaltningen om, at der skulle flere kræfter ind i ledelsen.”
Skoleledelse er nu udvidet fra to ledere til tre ledere, plus skolens KKFO-leder. Derudover er den tidligere souschef blevet ansat 15 timer om ugen for at støtte det nye ledelsesteam.
Ifølge Pia Grevelund er de ekstra lederressourcer nødvendige i hverdagen:
”Vi bruger ledertid på de nye visitationsopgaver og på at være tættere på vores lærerteams. Der er behov for at være tættere på med de forandringer, som vi er i gang med. Når vi er flere ledere, giver det os mulighed for at sparre med hinanden - og det er der også behov for i dag.”
Sådan ser ledelsesteamet ud på Bavnehøj skole
- Skoleleder og daglig leder for børnehaveklasserne.
- Souschef (Ny), der også er afdelingsleder for udskolingen og skolens fire modtagerklasser på 8. og 9. årgang.
- Afdelingsleder (Ny) for 1.–5. klasse samt skolens ressourcecenter.
- KKFO leder
- Elevtal: 513