Kompetenceudvikling som støtte til det daglige arbejde med børnene
I København arbejder vi med at skabe dagtilbud og skoler, der understøtter forskellige børn og deres behov. En del af det arbejde handler om, at ledere og medarbejdere har mulighed for løbende faglig udvikling, hvor de opbygger fælles sprog og får konkrete redskaber, som kan bruges i mødet med børnene.
Faglig udvikling tager afsæt i lokale behov
Børne- og Ungdomsforvaltningen udvikler og udbyder kompetenceforløb, som daginstitutioner og skoler kan bruge, når de vurderer, at der er behov for ny viden eller fælles fagligt løft. Indholdet tager udgangspunkt i hverdagen og omsættes og tilpasses lokale udfordringer og børnegrupper.
Ledere og medarbejdere vurderer selv, hvilke temaer der er mest relevante. Der findes ikke én indsats, der passer til alle – derfor er fleksibilitet og lokal forankring centrale elementer.
Fra viden til handling i praksis
Værdien af ny viden er størst, når den kan afprøves og omsættes i det daglige arbejde. Derfor er mange forløb tilrettelagt, så medarbejdere arbejder med egen praksis og reflekterer sammen med kolleger og ledelse.
Som Mette Borchsenius, leder af teamet Ledelse og Kompetence, beskriver det:
“Vi udvikler kvalitet tæt på praksis. Formålet er, at kompetenceudviklingen skal understøtte de voksnes læring og skabe forbedringer for børn i hverdagen. Ingen er bedst alene, og derfor er fælles refleksion og samarbejde afgørende for, at ny viden kan blive en del af praksis.”
”Ledelsen spiller her en vigtig rolle i at skabe rammer for læring og i at understøtte, at erfaringer og viden bliver omsat til handling og brugt over tid”.
Når viden bevæger sig på tværs af special og almen
En del af kompetenceudviklingen handler også om at styrke koblingen mellem special- og almenområdet. Medarbejdere, der arbejder i almen praksis, kan have gavn af viden fra specialområdet og omvendt.
Målet er ikke, at alle skal kunne det samme, men at flest mulige bliver så fagligt godt klædt på som overhovedet muligt.
Fakta om kompetenceudvikling
- Budget 2025 afsætter 10 millioner kroner årligt til kompetenceudvikling til ledere og medarbejdere i daginstitutioner og 20 millioner kroner til ledere og medarbejdere på skoler.
- Skoler og daginstitutioner kan planlægge lokale forløb eller deltage i kommunale kurser.
- Medarbejdere vil få kendskab til bl.a. konfliktnedtrapning, mentalisering og sansemotorik.
- Målet er at medarbejdere skal have muligheden for at blive så dygtige som muligt, til gavn for børnenes trivsel, læring og udvikling.