Et enkelt sprog for svære følelser: Grå og grønne tanker

I Idrætsinstitutionen Bavnehøj møder pædagogerne hver dag børn, der reagerer forskelligt: Nogle bliver hurtigt frustrerede. Nogle trækker sig. Nogle har diagnoser – andre ikke.

Men de oplever en ting igen og igen: specialpædagogiske greb skaber bedre rammer for alle børn.

“Pædagogik er dynamisk. Men noget står fast: Børn lykkes, når rammerne er tydelige, og de voksne bruger deres faglighed aktivt,” fortæller Ghazanfar Ghyas Afzal, der er pædagog med ledelsesansvar i institutionen.

Derfor arbejder de systematisk med greb som mentalisering, piktogrammer, tydelige skift og små klare strukturer. De møder altid børnene ud fra deres nærmeste udviklingsniveau, og de har en grundlæggende tro på, at alle børn gør deres bedste.

Ud af de mange greb, der bruges i hverdagen, er der ét, som pædagogerne vender tilbage til igen og igen: de grå og grønne tanker.

Et enkelt sprog for svære følelser: Grå og grønne tanker

“Grå og grønne tanker” er et lille, enkelt sprog for følelser – et sprog, som både børn og voksne i Idrætsinstitutionen Bavnehøj bruger hver dag.

Metoden kommer fra social tænkning, der oprindeligt er udviklet til børn med ADHD og autisme, men i Idrætsinstitutionen Bavnehøj har de erfaret, at den hjælper alle børn.

• En grå tanke er en tanke eller følelse, der ikke føles rar: uro, vrede, ked-af-det-hed.
• En grøn tanke er det modsatte: ro, glæde og nysgerrighed, dvs. noget som føles godt inden i.

For børn er det en nem måde at fortælle, hvordan de har det, uden at skulle finde de svære ord frem. Og for pædagogerne er det en indgang til hurtigt at forstå, hvad der fylder.

“Det er børnereflektion i børnehøjde. De behøver ikke forklare alt – de kan bare sige ‘jeg har en grå tanke’, og så ved vi, at der er noget, vi skal hjælpe med,” fortæller pædagog Rasmus Stage.

Når et barn siger “Jeg har en grå tanke”, er det et tydeligt signal: Her er noget, der fylder – og der er behov for en voksen.

Sådan bliver det en del af hverdagen

I Idrætsinstitutionen Bavnehøj bruges grå og grønne tanker både i konflikter og i helt almindelige små øjeblikke i løbet af dagen. Og fordi sproget er så enkelt, tager børnene det hurtigt til sig.

Det lyder fx sådan her i løbet af en formiddag:

• “Jeg har en grå tanke i maven.”
• “Kan vi lave noget, der giver grønne tanker?”

Når børn begynder at sætte ord på følelser på den måde, bliver det lettere at række ud – og lettere for de voksne at gribe dem, før en situation vokser sig stor.

“Det er svært for mange børn at tale direkte om følelser. Grå og grønne tanker gør det mindre farligt,” siger Rasmus Stage.

Et konkret eksempel: Når et barn er udadreagerende 

Et konkret eksempel fra hverdagen kan være en situation, hvor et barn er udadreagerende eller af andre grunde har svært ved at afstemme sig til sine omgivelser.

Når et barn har uhensigtsmæssigt adfærd, skælder pædagogerne i Idrætsinstitutionen Bavnehøj aldrig ud, men forklarer hvad man “kan” og “ikke kan”. Det starter med en nysgerrighed fra den voksnes side.

“I bund og grund handler det om at prøve at sætte sig ind i barnet. Hvad er det, der foregår? Hvorfor gjorde du det her?” siger pædagog Rasmus Ryum, der har mange års erfaring inden for specialpædagogik – blandt andet fra børne- og ungdomspsykiatrien.

Den første samtale handler ofte om helt enkle spørgsmål: Ville du selv synes, det var rart?

Og derfra begynder pædagogen og barnet sammen at undersøge, hvad der lå bag handlingen.

Mange børn svarer: “Det skete bare.” Det er præcis dér, arbejdet begynder. Pædagogen hjælper barnet med at få øje på, hvad der faktisk udløste situationen:

• Var barnet overstimuleret?
• Havde det svært ved at holde fokus?
• Var der for mange børn på for lidt plads?

Når et barn er udadreagerende kan det være udtryk for mange andre følelser end kun vrede – det kan være, at barnet oplever en masse indtryk på en gang og ikke kan finde ro.

Intentionen bag handlingen

Rasmus beskriver det sådan: “Vi har på stuen 22 børn, der kan have hver deres behov – det kan være en kæmpe mundfuld. Så prøver vi at finde ud af, hvad der har været for meget lige dér i situationen for barnet.”

Når pædagogerne har fået et lille indblik i barnets oplevelse, hjælper de barnet videre i situationen.

Det kan være ved at skabe en ny ramme, hvor barnet hurtigere kan finde ro og retning – fx planlægge en lille legezone med noget, barnet elsker at fordybe sig i, eller en tegneaktivitet, der giver fokus og ro til kroppen. Og det foregår altid i øjenhøjde, som en samtale – ikke en irettesættelse.

“Det handler om at forstå intentionen bag handlingen – og give barnet en vej tilbage i fællesskabet,” siger Rasmus.

Målet er aldrig at skærme barnet væk. Målet er, at barnet bliver i fællesskabet – men med netop den støtte, der gør det muligt her og nu og som barnet viser det har behov for.

Derfor virker det i almenområdet

Pædagogerne fortæller, at børnene bliver bedre til at regulere sig selv, længe før konflikter vokser sig store. De voksne får hurtigere øje på, hvorfor noget bliver svært – ikke kun for barnet med særlige behov, men for alle børn i gruppen.

På den måde bliver de små signaler lettere at forstå: et barn, der trækker sig; et barn, der er urolig; et barn, der får “grå tanker-følelser” i kroppen.

“Når vi oversætter de her greb til børnehøjde, begynder alle børn at bruge dem – ikke kun dem, metoden var udviklet til,” siger Ghazanfar Ghyas Afzal.