Forsøg med Nest-klasser

Lundehusskolen i København er udvalgt til et pilotprojekt med Nest-klasser fra sommeren 2026.

Nest-klasserne skal være med til at skabe bedre forudsætninger for, at flere børn kan blive en del af de almene børnefællesskaber.

Den første Nest-klasse starter i skoleåret 2026/27, og projektet løber foreløbigt til og med 2028.  

Nest-klasserne på Lundehusskolen kan gøres permanent, når projektet udløber i 2028, hvis det ønskes fra politisk side.  

Se nyhed på kk.dk om forsøget med Nest-klasser: Københavnsk skole får Nest-klasser fra næste sommer 

Hvad er en Nest-klasse?

Nest-konceptet, der oprindeligt er udviklet i New York, kombinerer elever med og uden autisme i samme klassefællesskab. Konceptet bygger på struktur, visuel støtte og tydelighed, så eleverne altid ved, hvad de skal. Der er altid to lærere i undervisningen samt en pædagog i pauserne. 

Personalet skal have specialpædagogiske kompetencer, og klasserummet skal være indrettet efter Nest-konceptets principper, hvor der bl.a. vil være mulighed for at skærme eleverne for fx lys og lyd, hvis de har brug for det. 

I indskolingen starter Nest-klassen med 16 elever, hvoraf 4 har autisme. Klassen vokser gradvist med klassetrinene til 24 elever, heriblandt 6 med autisme.

Se mødematerialet fra den politiske behandling

Børne- og Ungdomsudvalget behandlede sagen om Nest-klasser på et møde den 12. marts 2025.