Alle børn skal mødes med høje forventninger

Læs om afsættet for den måde, vi møder børn, unge og deres familier på i Københavns Kommune.

I København skal alle børn kunne gå i en daginstitution eller en skole, hvor de trives og føler sig som en vigtig del af fællesskabet. Vores mål er at skabe tilbud, der passer til byens børn – uanset hvem de er.

Alle børn og unge skal have mulighed for at deltage, trives og lære – uanset hvilke forudsætninger, de har. Vores afsæt er, at alle børn har noget værdifuldt at bidrage med, ligesom de alle har ret til at blive mødt med både høje og positive forventninger. Det samme gælder deres forældre.

Børn gør det bedste, de kan

Når børn har det svært eller reagerer uhensigtsmæssigt, leder vi efter årsagerne og gør os umage med at løse det uden hverken at fjerne barnet fra fællesskabet eller bruge straf. I stedet viser vi børnene, at vi ved, at de gør det så godt, som de kan, og at de gerne vil guides i den rigtige retning.

De professionelle omkring barnet går undersøgende til værks for at finde frem til, hvad der fører til en uhensigtsmæssig adfærd hos barnet, og hvordan vi kan ændre den pædagogiske praksis, så det ikke sker igen.

I de københavnske skoler og dagtilbud tror vi med andre ord på, at børn altid gør deres bedste ud fra de ressourcer, de har. Vi er derfor mere optagede af børns styrker og muligheder – end af det, de har svært ved. Alle børn har potentialer, som vi skal hjælpe dem med at forløse. Det gør vi bedst gennem støtte, anerkendelse og troen på, at de kan.

Eksempler fra dagtilbud og skoler

Børns adfærd hænger sammen med de rammer og regler, vi sætter op

Læs om, hvordan Korsager Skole samarbejder om, at alle børn kan være på skolen

Børn skal opleve at være en del af fællesskabet

Læs om, hvordan Idrætsinstitutionen Bavnehøj arbejder med at skabe gode rammer for de børn, der har brug for en særlig indsats for at lykkes i fællesskabet.